Citronmelisse dufter og smager vidunderligt – og så er den din ven, hvis du har problemer med at sove. Det fortæller min kære veninde, Malene Rossil, der er sygeplejerske og holistisk biomediciner. Læs her hvordan du kan bruge citronmelisse mod søvnbesvær.

Da jeg overtog min nyttehave, og endevendte et bed for skvalderkål opdagede jeg en lille bitte citronmelisse. Da jeg fik luget omkring den, fik den godt med kræfter og har nu udviklet sig til den dejligste kraftige plante. Og det skal jeg være glad for, hvis du spørger Malene Rossil.

Hun er en kær veninde af mig, og så er hun sygeplejerske og holistisk biomediciner. Jeg lærte hende at kende, da jeg som journalist på DR P4 Bornholm interviewede hende et par gange, for at give lytterne gode råd om hvordan, man kan hjælpe sig selv ved hjælp af urter.

Kort fortalt ser Malene på mennesket som en helhed, når hun hjælper klienter med forskellige problemstillinger. Det vil sige, at hun forholder sig til både det fysiske, biokemiske, psykiske, sociale og det spirituelle. Behandlingen foregår kun med naturmedicin, samt blandt andet vitaminer og mineraler med det formål at genoprette kroppens balance. (om Malene: www.holistiskbiomedicin.dk

Ifølge Malene, så findes der i Tyskland findes flere hospitaler, hvor man har tilknyttet antroposoffer, heilpraktikere (nogenlunde det samme som en biomediciner) samt homøopater. Her bruger man det bedste fra begge verdener, det kaldes integreret medicin og er noget Malene gerne så i Danmark.

Citronmelisse beroliger dig

Når Malene ikke har klienter, så kan man indimellem finde hende i familiens store køkkenhave på husmandsstedet på Sydbornholm. En af de planter der får lov at brede sig, er citronmelisse. Og det er der en god grund til.

For lægemiddelstyrelsen har godkendt flere naturlægemidler, der er baseret på citronmelisse til behandling af uro og søvnbesvær kan man læse på DRs hjemmeside: http://www.dr.dk/tips-fra-dr/tips-og-raad/urt/sundhedsvirkninger-ved-citronmelisse.htm)

Citronmelissen indeholder nemlig blandt andet en æterisk olie der hedder citronella. Forsøg har vist at olien har en beroligende effekt og derfor kan hjælpe mod søvnløshed.

– Citronmelisse er rigtig god til børn, da den er ufarlig at bruge. Den kan med fordel bruges hvis dit barn er uroligt og ængsteligt om natten, har kramper i maven eller har feber, som forhindrer barnet i at falde i søvn, siger Malene og fortsætter:

– Det virker også rigtig godt på voksne mod tankemylder, hjertebanken, angst og uro, hvis det er årsagen til, at du sover dårligt. Citronmelisse kaldes også hjertensfryd af en god grund.

Men citronmelisse har også andre egenskaber. Den er blandt andet blevet brugt som sårheler af munke. Forskning har senere bevist at olien virker mod herpes, som antihistamin og mod hovedpine og kramper op til menstruation, fortæller Malene.

Sådan bruger du citronmelissen mod søvnbesvær

Det gode spørgsmål er så, hvordan man kan bruge citronmelisse mod søvnbesvær:

– Du kan enten bruge den æteriske olie eller lave the. Den æteriske olie kan man købe i de fleste helsekostbutikker. Husk at bed specifikt om citronmelisseolien, så du ikke får en dårlig kopi, anbefaler Malene.

Olien kan dryppes direkte på hovedpuden. På den måde indånder du dampene og det virker afslappende på nervesystemet. Hvis du selv har citronmelisse i haven, kan du drikke den som te. Både frisk og tørret citronmelisse kan bruges.

Sådan laver du the af citronmelisse

Det er heldigvis pærelet at lave the af citronmelisse. Her får du Malenes opskrift:

– 2 teskefulde tørrede blade eller en lille håndfuld friske blade til en kop.

– Overhældes med kogt vand

– Lad theen trække mindst fem minutter med låg. Låget er vigtigt, fordi de æteriske olier ellers kan fordampe.

Du kan også lave en halv eller en hel liter af gangen og hælde den på en flaske. Den skal opbevares i køleskabet. 

Sådan dyrker du citronmelisse

Du kan selv så og forspire citronmelisse og plante den ud i maj, kan man læse på Havenyt.dk. I Årstidernes Køkkenhave kan man læse at citronmelissen er en staude, der kan tåle at stå ude vinteren over. Den vil meget gerne brede sig ved at så sig selv ved frø og ved udløbere, så derfor er det en god ide at luge omkring den, hvis du ikke vil have citronmelisse i hele haven.

Sidst men ikke mindst, så er bierne vilde med citronmelissens blomster. Så vil du gøre noget godt for bierne i dit område, så er denne plante lige noget for dem.

God fornøjelse – og sov godt!