Brændenælder kan være lidt trættende at have for mange af i en have som vores. En have, hvor vi har masser af næring i jorden, skyggefulde områder og ikke kan nå at komme omkring det hele, inden næste rodskud har fundet en ny vokseplads. Men, hold da op, hvor er det en fantastisk flerårig plante og hvor ligger det mig på sinde, at vi genfinder vores lyst og viden om, hvordan vi bruger den. Det er en plante som både kan gøde vores haver, give os tøj på kroppen, skinnede hår, støtte vores lever og nyrer og hjælpe os med at reducere nat-tisseriet med op til 50%

Så mit forslag er, at du ligesom med mælkebøtterne, giver brændenælderne en fin plads i haven, hvor de kan vokse og trives.
Brændenælder trives fantastisk i næringsrig jord og kan – opløst i vand over et par dage, – tillige selv udgøre en fantastisk gødning til vores haver.

Så sent som i sidste uge, lærte jeg, at man kan producere rigtigt fin snor til eksempelvis tøj og reb. Metoden er den samme som ved hør, hamp og mælder. Og det ovenikøbet relativt enkelt. Man bløder stænglerne op i et par dage og tager fibrene ud, karter dem og spinder dem. – Det er det! Herunder er en video, du kan lade dig inspirere af. De fermenterer dog ikke stænglerne først. Det anbefaler jeg dig at gøre: https://www.youtube.com/watch?v=VSq4ynO-lRs

Når du selv høster brændenælder, så prøv at høste bladene om foråret, lige når de kommer frem. Rødderne høstes bedst om efteråret. Begge dele kan enten tørres eller omdannes til tinktur ved brug af alkohol. Du kan med fordel fremstille begge dele, da det er forskellige stoffer i planten som trækkes ud ved et afkog og ved en tinktur. (Dels vandopløselige stoffer og dels fedtopløselige stoffer) https://www.traditionalmedicinals.com/articles/diy/tincture-101/

Brændenælder findes på alle kontinenter, med undtagelse af Arktis og Antarktis og indeholder både Betakaroten, B- og C vitaminer. Udover aktive plantesteroler og quercetin som støtter lever og nyrer, indeholder brændenælder også en masse mineraler, som er interessante ifht. udskillelse urinsyrer, knoglestyrke (Calcium), bloddannelse (Jern) og meget mere. Her er der primært tale om Calcium, Kalium og Jern og flere spormineraler.

Vær dog opmærksom på, at alting handler om balance. Man skal ikke drikke 1 liter brændenældeafkog om dagen gennem flere måneder. Alting med måde og med en viden om hvad du indtager.

Dels driver brændenældeblade meget vand ud af kroppen, hvilket kan være en fordel, hvis du har for meget væske i kroppen og dels kan du belaste nyrer og lever, ved at stimulere for meget. Dvs. for høje doseringer over for lang tid. Du kan reelt set også blive dehydreret, hvis du drikker for meget brændenældeblad-afkog.
Hold derfor endelig pauser imellem de perioder, hvor du drikker meget brændenældeafkog og bland evt. din te med morgenfrue, mælkebøtter, salvie, timian, melisse, alt efter smag og ønskede effekter.

Og igen, husk at da brændenældeafkog er vanddrivende, så det er en dårlig ide at drikke det til aften. Her er det afkog på rødderne, der er at foretrække.

Oftest tænker man kun brændenælder, som de plantedele der ses over jorden. Dvs. de grønne blade og stængler. Men brændenældens rødder har også aktive stoffer i sig, som virker godt på blærens evne til at holde på urinen og på hyppigheden af vandladninger. Dvs. en kop inden sengetid, kan hjælpe dig med at holde på vandet i løbet af natten – og dagen.

Specielt for mænd, kan brændenælderod være en støtte, da den kan hæmme cellevækst i prostata.

Roden fra brændenælde er også god til at støtte leverens udskillelse af affaldsstoffer, ligeså vel som bladene.

Lider du af urinsur-gigt, kan du overveje at drikke afkog på brændenælder, da de virker udrensende (Gode til at støtte udskillelsen af urinsyrer) og er vanddrivende. Muligvis kan det også være disse effekter, som hjælper dig med at få en pænere hud, i kombination med indholdet af silicium.

Du kan også skylle dit hår med brændenældevand. Det gør det skinnende og fint eller anvende tinkturer fra brændenælde i dine hjemmelavede cremer, hvis det er noget du gør det i.

I maden, fungerer brændenældeblade fantastisk og kan let erstatte ex. spinat i en tærte eller i en pastaret. Står også rigtigt fint til quinoa og ris. Her er en lækker opskrift på klassisk brændenældesuppe: https://meyers.dk/opskrifter/braendenaeldesuppe/p/72027/

Hvis du vil lave gødning af brændenælde, så høst en baljefuld, hæld vand over og lad det fermentere i et par dage. Si herefter brændenælderne fra og brug vandet i de bed, som kræver ekstra gødning eller har skadedyr.

Så er det ud med kurv og handsker. Rigtig god fornøjelse.